Disneys "Bambi"-remake finder sin instruktør

Den unge hjort og hans bedste ven, Stampe, spæner snart rundt på isen igen.

Som vi rapporterede tilbage i januar 2020, så har Disney en genindspilning af "Bambi" i støbeskeen. Den oprindelige tegnefilm fra 1942 er en af selskabets helt store kronjuveler.

Ligesom originalen handler den nye "Bambi" om den unge hjort af samme navn, som mister sin mor og dernæst lærer at overleve i skoven i selskab med kaninen Stampe og stinkdyret Blomst.

Og nu skriver Deadline, at Disney omsider har udpeget den instruktør, som skal skrue den nye "Bambi" sammen: Sarah Polley.

Se også: Moovy TV: "Den lille havfrue"-interviews med Javier Bardem, Melissa McCarthy & Co.

Den 44-årige, canadiske Polley har masser af erfaring både foran og bag kameraet. Som barnestjerne imponerede hun i Terry Gilliams "The Adventures of Baron Munchausen", før hun brillerede i bl.a. dramaet "The Sweet Hereafter" og Zack Snyders "Dawn of the Dead".

Og som instruktør har hun bl.a. lavet det prisbelønnede drama "Away from Her" og den selvbiografiske dokumentar "Stories We Tell". Tidligere i år vandt hun en Oscar for sit manuskript til "Women Talking".

Den nye "Bambi" bliver en musical med sange af den Gramme-belønnede countrysanger Kacey Musgraves. Micah Fitzerman-Blue og Noah Harpster ("Transparent") står bag manuskriptet, efter at det oprindelige manuskriptudkast, skrevet af Geneva Robertson-Dworet ("Captain Marvel") og Lindsey Beer ("Chaos Walking") åbenbart er blevet skrinlagt.

Den nye "Bambi" har endnu ikke fået en premieredato, og grundet den igangværende manuskriptforfatterstrejke i USA går der nok et stykke tid, før filmen går i produktion.

Kommentarer

Disneys "Bambi"-remake finder sin instruktør

  • 0

    Jeg synes da at den er lavet som Live action. Jeg husker i hvert fald en version, hvor the Rock spiller Stampe, og hvor de tager på hævntogt mod Bambis mors modere. Jeg vælger at se den version som canon.

    Johnny4215-06-23 12:17

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen