"Mad Max"-spin-off om Furiosa udkommer i 2023

"The Queen's Gambit"-stjernen Anya Taylor-Joy overtager rollen som den slagkraftige heltinde, som Charlize Theron spillede i "Mad Max: Fury Road".

Tilbage i marts kom det frem, at George Miller ("Mad Max: Fury Road") arbejdede på sin femte spillefilm inden for sit dystopiske "Mad Max"-filmunivers – nærmeste bestemt en spin-off med ørkenheltinden Furiosa som omdrejningspunkt.

Charlize Theron spillede rollen i "Mad Max: Fury Road", men i "Furiosa" (som vel at mærke er en prequel) overtages rollen af Anya Taylor-Joy, som fik sit store gennembrud i den kritikerroste gyser "The VVitch", og som senest brillerede i Netflix-hittet "The Queen's Gambit".

Læs også: "Mad Max"-skuespilleren Hugh Keays-Byrne er død, 73 år gammel

Selvom de to skuespillere ikke just ligner hinanden, så er Taylor-Joy trods alt 21 år yngre end Theron, så det giver mening, at en anden skuespiller får rollen, idet filmen handler om en ung Furiosa. Udover Taylor-Joy vil rollelisten også bestå af tordenguden Chris Hemsworth ("Thor: Ragnarok") og Yahya Abdul-Mateen II ("Watchmen").

Efter planen går optagelserne i gang næste år, og filmselskabet Warner Bros. har netop offentliggjort filmens amerikanske premieredato: 23. juni 2023.

Hvorom alting er, så glæder vi os. Her på Moovy kårede vi for nylig "Mad Max: Fury Road" til sidste årtis bedste film.

Kommentarer

"Mad Max"-spin-off om Furiosa udkommer i 2023

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen