"Terminator"-tegnefilmsserie på vej til Netflix

Den sejlivede sci-fi-franchise er snart back igen – denne gang i animeret form.

Ovenpå James Camerons to første, skelsættende "Terminator"-film fra hhv. 1984 og 1991 er det mildest talt gået ned ad bakke for sci-fi-franchisen. De seneste fire "Terminator"-film uden Cameron ved roret har skuffet både ved billetlugerne og blandt kritikerne, og tv-serien "Terminator: The Sarah Connor Chronicles" blev aflivet i 2009 efter blot to sæsoner.

Sagaens seneste (og sjette) film, "Terminator: Dark Fate", blev noget nær et finansielt flop i 2019, og både flere af dens skuespillere og dens instruktør, Tim Miller, har siden hen kritiseret deres egen film.

Alligevel har Hollywood endnu ikke mistet tiltroen til sci-fi-franchisen. The Hollywood Reporter bekræfter, at Netflix samt det japanske selskab Production I.G. laver en "Terminator"-anime.

Læs også: "Terminator: Dark Fate"-instruktør vil ikke arbejde sammen med James Cameron igen

Den unavngivne animationsserie skrives af Mattson Tomlin, som også stod bag manuskriptet til Matt Reeves' kommende "The Batman".

Netop Production I.G. står også bag den computeranimerede "Ghost in the Shell"-spin-off "Ghost in the Shell SAC_2045 .

Vi ved praktisk talt intet om Tomlins "Terminator"-tegnefilmsserie, men forfatteren er kendt for sine ambitiøse og dystre fortællinger, så han virker som den rette til at søsætte en dystopisk animationsserie med afsæt i "Terminator"-universet.

Vi skal dog næppe forvente at se flere af franchisens kendte figurer, for som Tomlin selv udtaler om projektet: "Jeg er beæret over, at Netflix og Skydance har givet mig muligheden for at tilgå 'Terminator'-universet på en måde, der gør op med konventioner, undergraver folks forventninger og virkelig har stort mod."

Netflix bekræfter ydermere, at serien vil skildre franchisens univers på en måde, som vi ikke har set før. Vi ved dog endnu ikke, hvornår serien lander på streamingtjenesten.

Kommentarer

"Terminator"-tegnefilmsserie på vej til Netflix

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen