Manuskriptforfatteren bag "The Dark Tower": Derfor fejlede filmen

Danske Nikolaj Arcel stod bag det nedsablede flop fra 2017, og forfatteren Akiva Goldsman forklarer nu, hvorfor filmen ikke hang sammen.

I årtier havde fans af Stephen King drømt om en tv-serie eller film baseret på forfatterens succesfulde fantasy-saga, "The Dark Tower", før en filmatisering omsider udkom i 2017. Men i stedet for en drøm af en film stod Kings fans desværre tilbage med et filmisk mareridt, der blev slagtet af fans såvel som danske og internationale kritikere, og som samtidig underpræsterede gevaldigt ved billetlugerne.

Stephen Kings "The Dark Tower"-føljeton udfolder sig over otte romaner og én novelle, og de handler om revolvermanden Roland Deschain, som kæmper sig mod et gådefuldt tårn, som rummer skumle kræfter.

Og i Hollywood er "The Dark Tower"-sagaen tilsyneladende ramt af en slags forbandelse, for en tv-serie baseret på bøgerne blev droppet sidste år ovenpå et skuffende pilotafsnit.

"The Dark Tower"-filmen havde ellers fire prominente manuskriptforfattere med om bord – inklusive Arcel, hans landsmand Anders Thomas Jensen ("Retfærdighedens ryttere") og den Oscar-belønnede Akiva Goldsman ("Et smukt sind"), og netop Goldsman afslører i et nyt interview med The Hollywood Reporter, hvorfor filmen endte som en fiasko.

Læs også: Sony overvejede at fyre Nikolaj Arcel fra "The Dark Tower"

"Der er meget, jeg fortryder i forhold til det projekt," konstaterer Goldsman blandt andet. "Der er meget, jeg holder af i bøgerne, som ikke kom med i filmen."

Goldsman vandt en Oscar for sit manus til "Et smukt sind", som blev instrueret af Ron Howard. Netop Howard var i årevis udset til at instruere "The Dark Tower"-filmen, og Goldsman fremstår også ærgerlig over, at Howard ikke endte i instruktørstolen. "Indimellem glider ting os af hænde," siger den 58-årige forfatter.

I sidste ende konstaterer Goldsman dog, at der simpelthen var for mange kokke i køkkenet, da filmen skulle skrues sammen: "Der var for mange perspektiver inde over, inklusive mit eget, da vi prøvede at finde ud af, hvordan vi kunne fortælle en sammenhængende historie. Vi kunne have gjort det bedre."

Goldsman slår dog fast, at der er visse elementer i filmen, som han sætter pris på, inklusive Idris Elbas præstation i rollen som den heroiske revolvermand.

Kommentarer

Manuskriptforfatteren bag "The Dark Tower": Derfor fejlede filmen

  • 0

    Hov, hov. Ham der Anders Thomas Jensen er skam også Oscar-belønnet.

    Ud fra hvad jeg har hørt fra Nikolaj Arcel i interviews, virker det også til at producerne og filmstudiet var iblandt disse "kokke."

    Sichlau19-04-21 16:22

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen