Det er alligevel imponerende så mange gange, Ben-Hur er blevet indspillet. Der kan ikke være ret mange bøger, der har fået samme behandling.
"Ben-Hur" flopper, mens "Suicide Squad" er på toppen tredje uge i træk
"Ben-Hur" ligger godt an til at være én af sommerens største økonomiske fiaskoer i amerikanske biografer. Filmen, som har kostet 100 mio. dollars at lave, har foreløbig en omsætning på sølle 11,4 mio.
Filmen er et remake af den klassiske sværd og sandalfilm med stærke bibelske undertoner fra 1959, som havde Charlton Heston i hovedrollen. Den gamle films status lader dog ikke til at have hjulpet den nye film så meget som håbet, ligesom det samme kan siges at have været tilfældet for film som "Independence Day: Resurgence" og "Ghostbusters".
Det økonomiske tab kommer især til at ramme Paramount, som har produceret filmen sammen med MGM. Paramount har i år også stået bag de økonomiske fiaskoer "Teenage Mutant Ninja Turtles: Out of the Shadows" og "Zoolander 2".
Mens "Ben-Hur" ikke formår at tiltrække det store publikum, så fortsætter det med at gå nogenlunde for "Suicide Squad", som ligger på toppen af den amerikanske box office for tredje uge i træk. Foreløbig har den omsat for 262,3 mio. dollars i USA, selvom den sidste uge kun fik skrabet 20,7 millioner ind. Dens vedvarende succes skal altså først og fremmest ses som et resultat af, at de konkurrerende film præsterede dårligere.
Hvorledes "Ben-Hur" – der har danske Pilou Asbæk i rollen som Pontius Pilatus – vil klare sig herhjemme, vil vise sig, når filmen lander i biograferne 1. oktober.
Du kan se eller gense traileren til "Ben-Hur" her: