Trailer: Ant-Man er tilbage i første farverige trailer til "Ant-Man and the Wasp: Quantumania"
Ant-Man og hans venner rejser ind i et meget lille univers for at bekæmpe en meget stor skurk.
Til februar vender Paul Rudd tilbage som den superlille superhelt Ant-Man i Marvel-heltens tredje solofilm, "Ant-Man and the Wasp: Quantumania", ovenpå "Ant-Man" (2015) og "Ant-Man and the Wasp" (2018).
Og Marvel Studios har netop frigivet den første iøjnefaldende trailer til filmen, der ligesom forgængerne er instrueret af Peyton Reed ("Bring It On", "Yes Man"). Traileren kan ses herunder.
Sidst vi mødte Ant-Man i biffen var i Russo-brødrenes "Avengers: Endgame", hvor han fandt en vej ud af det mikroskopiske, såkaldte kvanterige og hjalp Iron Man og Co. med at besejre Thanos.
I "Ant-Man and the Wasp: Quantumania" tvinges Ant-Man og Co. dog tilbage til kvanteriget takket være en særlig opfindelse af superheltens datter, Cassie, som denne gang spilles af "Freaky"-stjernen Kathryn Newton.
Og i kvanteriget støder Ant-Man, Wasp og Cassie på alskens særegne væsner – inklusive superskurken Kang The Conqueror, som vi mødte en alternativ udgave af fra et parallelt univers i Marvel-serien "Loki". Rollen spilles nok en gang af Jonathan Majors ("Lovecraft Country", "Creed III"). Også Michael Douglas, Michelle Pfeiffer og Evangeline Lilly gentager deres roller fra forgængerne.
Kang bliver tilsyneladende en af MCU-sagaens store, tilbagevendende skurke – den næste "Avengers"-film hedder trods alt "Avengers: The Kang Dynasty". Dén film udkommer i 2025, mens "Ant-Man and the Wasp: Quantumania" lander i de danske biografsale den 16. februar 2023. Traileren kan ses her: