Anmeldelse: Blue Beetle

Forsøget på at latinoficere amerikansk superheltefilm ender som guacamole uden avocado.

Timing og marketing siges at betyde alt i filmindustrien. Det burde Warner Bros. vide alt om. "Barbie" slår stadig rekorder og har budt på måske det allerbedste markedsføring i filmhistorien. Aktuel er også "The Flash". DCEU-superheltefilmen er omvendt blevet et af filmhistoriens allerstørste økonomiske flops, hvor skylden skydes på hovedrolleindehaver Ezra Millers skandaler. Warner Bros. må være fristet til at fyre noget af deres legetøjet ned i asfalten, og det er formentlig ikke det i pink. Men måske friske latino-rytmer kan redde dagen. Jamen, hvorfor i alverden ikke? Så er det jo så heldigt, at der i det gigantiske DC-tegneserieunivers er masser af superhelte at tage af. Og hvorfor ikke kaste 120 millioner dollars i produktionsbudget om en superhelt som (muligvis?) er enormt kendt i latinamerika og USA. Skide god idé. Hvis der er en god film gemt i form af en, ja, blå bille.

Den nyuddannede jurist Jaime Reyes (Xolo Maridueña) vender hjem fuld af forhåbninger om sin fremtid. Mens han forsøger at finde sit formål i livet, griber skæbnen dog ind. Jaime kommer tilfældigvis i besiddelse af en meget mystisk bille. En blå skarabæ. Sådan en med overjordiske kræfter, der er for vild til at være designet fedt. Men hov. Jaime er slet ikke så almindelig, åbenbart. Skarabæen udvælger pludselig og helt forventet helt unikke Jaime til at være dens symbiotiske vært. Og vupti. Nu har han en rustning, efter den overjordiske bille vitterligt kravler op i røven på ham. Med neonblå billeben stikkende ud alle steder, når den altså bliver aktiveret. Også mellem hans egne ben. For det er jo mega sjovt, sådan noget med store tacoer og analfikserede insekter. Synes nogen. Samt selvfølgeligt alle mulige kræfter, som der ikke bruges tid på at underbygge eller forklare ud fra en eller anden grad af logik i universet. Så Jaime kan bare alt muligt lir. Blandt andet forsvare sin familie og nabolag mod onde imperialister, der har udviklet et våben baseret på den pulserende skarabæ fra det ydre rum, som nu tager bolig i Jaimes indre ryg. Og de vil have den tilbage. Yaya con dios, siger jeg bare.

Noget skal jo til for at krydre en samlebånds-superheltefilm til at smage af noget, vi ikke har snuset til før. Men det har vi. Og "Blue Beetle" dufter det af noget, man ikke gider sætte tænderne i. Ret skal være ret, dog. Vi har ikke set latinamerikanere repræsenteret på samme måde tidligere. Og man skal bestemt ikke underkende, at det betyder meget for latinamerikanere. Ligesom "Black Panther" gjorde det for afroamerikanere og "Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings" gjorde det for asiater med hang til amerikanske superhelte. Det er i hvert fald dét narrativ, som Hollywood kæmper for at overbevise alle om, når skabelonen genbruges endnu en gang. Uanset hvilken etnicitet der trækker en ny farve trikot ned over hovedet, vil det aldrig være nok til at løfte filmens kvalitet i sig selv. Det er "Blue Beetle" en særdeles trættende påmindelse om. Efter to timers slatne taco-referencer og mi casa est su case-overmætning, som aldrig var blevet serveret i en Taco Bell med sure smileys. 

Jeg skal ikke kunne sige, hvor vellykket filmatiseringen fra streg til film er. Eller hvor særegen Blue Beetle som karakter er i originalmaterialet. Intet er imidlertid originalt som filmatisering. Selvom Xolo Maridueña i titelrollen gør alt han kan, det samme gør instruktør Angel Manuel Soto formentlig også. Alt fra historien, persongalleriet til de mildest talt kedelige CGI-actionsekvenser er så generiske, at man tror, de er en ufrivillig komisk parodi på andre superheltefilm. Forsøget på at tilføre hjerte og socio-økonomisk bekymring over amerikanske storkapitalisters nedbrydning af det familiære sammenhold i latin-ghettoen er i bedste fald håbløst stupid, nu filmen alt andet lige er en produceret af ét af verdens mest indbringende filmselskaber.

Jaime er heller ikke en working class hero, som nedbryder sin sociale arv og kæmper til døden for den mexikanske drøm. Han forvandles til den amerikanske drøm. For at blive dagens helt i Bähncke salsadressing. Først modstræbende. Men det er sgu meget fedt at være badass dræbermaskine, der kan tæve alle, når det kommer til stykket, synes moralen at være. For at få den uopnåeligt smukke rigmandsdatter-model-prinsesse, blive jurist og tjene penge til sin familie – så de kan købe et hus ude fra det slum, de kalder deres hjem. Ikke for at revolutionere noget som helst. Heller ikke superheltegenren.

Forsøget på at latinoficere amerikansk superheltefilm ender som guacamole uden avocado. Ironisk nok, kan Warner Bros. dog prise sig lykkelig over, at der netop nu er strejke i Hollywood. Måske er det en åbning til, at filmen kommer til at klare sig bedre end forventet. Timing kan betyde alt. Måske det bliver afgørende for "Blue Beetle", der intet nyt har at byde på i forhold til de andre DCEU-superheltefilm, som "The Flash" og "Black Adam", der er ikke just gik som varme teleras.

"Blue Beetle" har dansk biografpremiere 17. august. Heriblandt i FORMAT Bio, der viser filmen i farvestrålende 4K og bragende Dolby ATMOS. Læs mere her.