Nikolaj Arcels "Bastarden" er årets danske Oscar-kandidat

Det er 10 år siden, at Arcels "En kongelig affære" med Mads Mikkelsen blev Oscar-nomineret. Kan duoen gøre det igen?

Tilbage i august udvalgte den danske Oscar-komité (som de gør hvert år) de tre danske film, der skulle dyste om at blive årets Oscar-kandidat.

Og i kapløbet mellem Nikolaj Arcels historiske drama, "Bastarden", krigsdramaet "Når befrielsen kommer" samt den prisbelønnede dokumentar "Apolonia, Apolonia" har Arcels førstnævnte film altså sejret.

Den 21. december i år afslører det amerikanske filmakademi, hvilke 15 internationale spillefilm, der stadig er i spil til en Oscar-nominering i kategorien "International Feature Film", før de 5 endelige nominerede titler afsløres (sammen med alle 2024's andre Oscar-nominerede præstationer foran og bag kameraet) den 23. januar 2024. Oscar-showet løber af stablen den 10. marts 2024.

Se også: Første trailer til den danske storfilm "Bastarden" med Mads Mikkelsen

Pudsigt nok er det anden gang, at et historisk, dansk drama med Arcel bag kameraet og Mads Mikkelsen i hovedrollen indstilles til en Oscar-nominering. Tilbage i 2013 blev d'herrers "En kongelig affære" Oscar-nomineret, men den tabte i sidste ende til Michael Hanekes "Amour".

I "Bastarden", som får dansk biografpremiere den 5. oktober, spiller Mikkelsen den fattige soldat Ludvig Kahlen, som i 1755 ankommer til den golde jyske hede med ét eneste mål: at følge kongens kald om at opdyrke jorden og derved selv opnå rigdom og ære.

Men Kahlen får hurtigt en fjende: Den nådesløse godsejer Frederik de Schinkel (Simon Bennebjerg), som mener, at heden tilhører ham og ikke kongen. Da de Schinkels fæstebonde stikker af sammen med sin hustru, Ann Barbara (Amanda Collin), og søger tilflugt hos Kahlen, sætter godsejeren alt ind for at drive Kahlen væk og samtidig få en grusom hævn.

Jacob Neiiendam, chef for Filminstituttets Internationale afdeling og forperson for Oscar-komitéen, siger:

"De seneste uger har gjort det meget klart, at 'Bastarden' er den stærkeste danske kandidat til at opnå en Oscar-nominering. Den fik en fantastisk modtagelse fra anmeldere og awards-eksperter ved verdenspremieren i hovedkonkurrencen i Venedig og på de efterfølgende festivaler i Telluride og Toronto.

"Alle tre topklasse-festivaler har de seneste år været afgørende på vejen til en nominering. Filmen er desuden sikret amerikansk distribution gennem Magnolia, der tidligere har bragt 'En kongelig affære', 'Jagten' og 'Krigen' frem til en plads ved Oscar-showet."

Kommentarer

Nikolaj Arcels "Bastarden" er årets danske Oscar-kandidat

  • 0

    Whut?! Hvilken overraskelse :O

    Den kunne sagtens ende med at blive nomineret.

    Sichlau26-09-23 10:18

  • ★★★0

    Det åbenlyse valg. Der er helt sikkert en nominering på vej. Alene pga Arcel og Mikkelsen. Jeg håber, at "Apolonia, Apolonia" bliver nomineret til Bedste dokumentarfilm, da den er noget helt særligt.

    Dolphinfriendly26-09-23 10:52

  • ★★★★★★2

    Håber Peter bliver nomineret for lyden til Evil Dead :D 

    davenport26-09-23 18:43

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen