Trailer: John C. Reilly, Fred Armisen og Tim Heidecker er uduelige astronauter i "Moonbase 8"

Tre sjove mænd træner til at komme ud i rummet, og det går heeeeeeelt galt.

2020 er åbenbart året, hvor serierne søger ud mod rummet. Først kom Steve Carells nye Netflix-satsning "Space Force", mens Hilary Swank dragede ud mod satellitterne tidligere på måneden i "Away". Og nu kommer næste raketskud i rækken, hvor en komisk trio drager på månemission i "Moonbase 8".

Sammen med de komiske skuespillere Fred Armisen ("Portlandia") og Tim Heidecker ("Us") leder den Oscar-nominerede skuespiller John C. Reilly ("Chicago") en træningsmission, der forhåbentlig kan bringe de tre aspirerende astronauter til månen.

Gemt væk fra civilisationen i en månesimulerende base ejet af NASA øver de tre sig i at begå sig i rummet. Men bedst som træningen skrider frem, bliver de tre mere og mere mentalt udfordrede, hvilket fører til stor splittelse i trioen, mistillid og i værste fald sindssyge.

"Moonbase 8" er produceret i samarbejde mellem Showtime og A24. Serien er skrevet af de tre hovedrolleindehavere og instruktøren Jonathan Krisel.

Serien får amerikansk premiere 8. november, mens en dansk dato endnu er ukendt. Du kan se en trailer herunder:

Kommentarer

John C. Reilly, Fred Armisen og Tim Heidecker er uduelige astronauter i "Moonbase 8"

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen