Anmeldelse: Cherry (Apple TV+)
Russo-brødrenes første film efter "Avengers: Endgame" er en forvirret krigsfilm med Tom Holland, hvor alle involverede forsøger at kaste superheltekapperne fra sig.
Skues der mod instruktørbrødrenes fortid, er der langt fra arbejdet på moderne sitcoms som "Familie på livstid" og "Community" til tiden i Marvel-maskinen. Joe og Anthony Russo havde deres superheltestart i 2014 med "Captain America: The Winter Soldier" og stod i spidsen for "Avengers: Endgame", der blev den mest indtjenende film nogensinde – indtil "Avatar" for nyligt generobrede titlen. Nu har Russo-brødrene kastet kapperne fra sig og bevæget sig ud i et krigsepos til Apple TV+ med selveste Spider-Man aka Tom Holland i hovedrollen.
Gennem romanagtige kapitler udspilles fortællingen om den unge mand Cherry. Først går han på universitetet, hvor han møder sin eneste ene, Emily. Som kun kærlighed kan forårsage, formår de elskende at slå op, selvom forelskelsen er usammenlignelig. I afmagt går Cherry til hæren, hvor han hurtigt sendes afsted på bootcamp og til Irak. Som kun krig kan, formår udstationeringen fuldstændig at knuse hans eksistens, og i det sekund, Cherry betræder vant jord, rammer PTSD'en. Og som kun stoffer kan, dulmes smerten, traumerne og fortiden gennem heroin, der finansieres af bankrøverier.
Det er formentlig ikke for psykoanalytisk at postulere, at Russo-brødrene har følt sig fastlåst i fabriksarbejdet hos Marvel. Især ikke når de her begår sig med en film inddelt i seks kapitler, hvor hvert afsnit emmer af undertrykt lyst til at lege med stilen. Den tekniske legesyge er ikke via computer-genererede effekter som i superheltespektaklerne. Tværtimod går brødreparret all in på originalitet og kreativitet med spændende valg af linser, billedformater, lyssætning og farvepaletten. Jovist forvirrer filmens meget skizofrene stil mere, end den gavner, men "Avengers: Infinity War"-instruktørerne virker til at ville omfavne filmmediet. Og den glæde smitter af på publikum.
Tom Holland forandrer sig omtrent lige så meget som filmens stilistiske udtryk. Spider-Man giver den fuld knald som kæreste, soldat og narkovrag i et forsømmende USA. "Cherry" er et forsøg på at smide den gamle netskyder i skraldespanden, og det meget memeable moustache skal signalere, at edderkoppemanden måske er en saga blot. I "The Devil All the Time" gjorde Holland et flot stykke arbejde, og det gør han sådan set også her. Problemet er, at The Russos har lagt alt på Hollands skuldre – lange indstillinger, voiceover og fjerdevægsbrydende adresseringer til publikum. Han fortjener respekt for sit forsøg, men filmen gør ham en bjørnetjeneste ved konstant at have ham i front i en film med flere personligheder end James McAvoy i "Split".
Krigseposset her er både "Jarhead" og "Full Metal Jacket". Filmen skuer mod "Forrest Gump" og "Requiem for a Dream", imens "Deadpool" og "The Deer Hunter" står i baggrunden. "Cherry" er aldrig helt sig selv. Russo-brødrene har skabt et splintret værk – ramt af en tonegranat og sprunget ud i flere personligheder. På det punkt afspejles hovedpersonens sindstilstand ret fint. Som seer er det dog umådeligt svært at forene Tom Hollands sarkastiske kommentarer til kameraet med storslåede melodramatiske følelser, der akkompagneres af svulmende strenge.
Apple virker til at have givet frie tøjler til instruktørduoen, og den frihed har de anvendt til at lave en film, som om de aldrig igen ville få muligheden. Eller så er det, fordi de netop nu vil distingvere sig fra deres succesfulde tid hos Marvel. I al fald er "Cherry" et tydeligt eksempel på, hvad filmmediet kan med stilistiske visionære bag kameraet. På den anden side er det et portræt af, hvordan lidt for meget hovmod kan skabe en skizofren og toneforvirret fortælling om PTSD, stoffer og kærlighed.