Anmeldelse: The Unholy

Uanset hvad hensigten er med "The Unholy", falder den til jorden med et brag og kan ikke ses som andet end en hån imod gysergenren.

Gyserfilm baseret på overnaturlige ritualer er efterhånden en slidt genre, der sjældent byder på noget nævneværdigt nyt. Det er heller ikke tilfældet med The Unholy, der hører til blandt de værste inden for genren. Hvilket ikke siger så lidt taget i betragtning, at genren de seneste år har budt på film som "The Nun", "The Curse of La Llorona" og "Annabelle Comes Home", der ellers har gjort det relativt let at løfte niveauet. Alligevel formår "The Unholy" at gøre det umulige og overgå de tre film i overfladiske ligegyldigheder.

Den unge, døvstumme Alice (Cricket Brown) bliver pludselig i stand til høre, tale og helbrede syge. Dette sker angiveligt efter et besøg af Jomfru Maria. Folk fra nær og fjern strømmer til byen for at opleve og være vidne til Alices mirakler. Journalisten Gerry Fenn (Jeffrey Dean Morgan) begynder at undersøge rygterne nærmere. Dette bliver starten på en række urovækkende hændelser og en kamp mellem det gode og det onde.

Som ovenstående resumé også indikerer, er det ikke logik og sund fornuft, der bærer historien i "The Unholy". Hvilket det sjældent er i den slags gyserfilm. Trods dette er det vel ikke for meget forlangt, at man som instruktør og manuskriptforfatter udviser bare en smule respekt for den valgte genre. Denne respekt lader det til, at Evan Spiliotopoulos har glemt alt om med "The Unholy". Det er ganske vist hans debut som instruktør. Det kan bare ikke retfærdiggøre den manglende sans for historiefortælling. Ikke på noget tidspunkt lægges der op til de mange okkulte og uforklarlige episoder, der præger "The Unholy". Derimod dukker de op i form af umotiverede jump scares, hvis effekt er så ringe, at de sekunder efter er glemt og ikke har bidraget til historiens fremdrift.

Jeffrey Dean Morgan, kendt som blandt andet batsvingende Negan i zombieserien "The Walking Dead", er karismatisk og gør et hæderligt forsøg på at give liv til en karakter, der på papiret er fladere end et hvidt stykke papir – og til tider lige så blank. Det samme er gældende for William Sadler, der med mere end 150 film og serier på CV'et, heriblandt storfilmen "En verden udenfor", må siges at have erfaring nok til at løfte selv de tammeste manuskripter. I rollen som den lokale præst kan selv Sadler ikke stille noget op med det indholdsløse manuskript. De to skuespilleres karisma og erfaring drukner ganske enkelt i filmens overflod af klichéer.

Udover de åbenlyse gyser-greb forsøger "The Unholy" sig med aktuelle tematikker som fake news og journalister i moralsk fordærv. Det er næsten overflødigt at sige, men heller ikke her kommer filmen tilnærmelsesvis i mål. Faktisk kommer den kun lige over startlinjen, før den formår at spænde ben for sig selv med dårlig dialog og umotiveret selverkendelse hos filmens hovedperson.

Uanset hvad Spiliotopoulos' hensigter er med "The Unholy", falder de til jorden. Trods hård konkurrence, hvad angår meningsløse gyserfilm, kan få hamle op med "The Unholy", hvis kvaliteter er ikke-eksisterende.

The Unholy

Kommentarer

The Unholy

  • ★★0

    IKKE en film jeg vil bruge min tid på

    Der har, derudover, ikke været en eneste Pg/Pg-13 gyserfilm, siden Poltergeist og IT. Havde gættet at denne var pg-13 inden jeg overhovedet slog den op på IMDb.

    Savner nogle nyere og blodige samt skræmmende voksen-gysere, med masser af profanity fremfor billige jumpscares, som plejer at være målet for ungdomsgysere.

    Ryder66620-05-21 22:00

  • ★★★★★0

    Jeg foretrækker nu også, at især gysere har en R-rating, men der er nu mange eksempler (også i nyere tid) på fremragende PG-13 horrorfilm - Under the Shadow og A Quiet Place poppede i hvert fald lige op i hukommelsen.

    David Lund20-05-21 22:40

  • ★★0

    Jeg foretrækker nu også, at især gysere har en R-rating, men der er nu mange eksempler (også i nyere tid) på fremragende PG-13 horrorfilm - Under the Shadow og A Quiet Place poppede i hvert fald lige op i hukommelsen.

    Okay, dem har jeg også i kikkerten, men tøver lidt, grundet den lave censur. Og der skulle naturligvis stå at der ikke havde været en eneste SKRÆMMENDE gyserfilm siden Poltergeist og IT med en PG/PG-13 rating. I hvert fald ikke i min optik.

    Ryder66621-05-21 00:58

  • ★★★★0

    Den Sjette Sans, The Ring (2002) Split, The Visit for at nævne nogle stykker. Mener ikke det skræmmende nødvendigvis kommer fra ratingen. Men en kombination af opbygning, skuespil og meget andet. For mig sidder Den Sjette Sans F eks lige i skabet som gyser/drama. 

    Babo21-05-21 06:30

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen