Moovy Exclusive: Glædelig "Star Wars May The Fourth"-dag!

Vi fejrer dagen med at samle de "Star Wars"-anmeldelser, vi har skrevet i tidens løb.

4. maj har i mange år været kendt som uofficiel "Star Wars Day" på grund ligheden mellem datoen "May the Fourth" and "May the Force" – og nu er datoen endda blevet erklæret for officiel Star Wars Day i Californien.

For at fejre dagen har vi her på Moovy samlet de "Star Wars"-anmeldelser, der er blevet skrevet, siden sitet gik i luften i september 2015. Klik på titlerne for at læse hele anmeldelsen!

Star Wars: The Force Awakens

73-årige Harrison Ford glider ubesværet tilbage i Han Solos sko og Tusindårsfalkens cockpit, og den kæphøje smuglers uimodståelige charme og drilskhed er det humoristiske highlight i en film, der ofte er pokkers morsom – noget de tre prequels desværre aldrig var.

Star Wars: The Force Awakens (Blu-ray)

Selve fortællingen halter gevaldigt, og som episk eventyr må dét ikke ske. Ikke fordi fortællingen er et klassisk eventyr, men fordi der genbruges rammer, karakterer og sideplots fra de andre Star Wars-film – i stor stil. "Star Wars: The Force Awakens" er en kalkuleret og forsigtig crowd pleaser, men det behøves altså ikke. Ikke med Star Wars-universet og i hvert fald ikke i så høj grad.

Star Wars: The Last Jedi

"The Last Jedi" er forbløffende lige ud ad mælkevejen. Stort set alt er set før i de andre "Star Wars"-film. Meget kan dog accepteres, når sci-fi-eventyret udfoldes. Når god og ond kæmper med forskelligfarvede lyssværd, og fascinerende universer åbnes op. Mindeværdige actionsekvenser i flæng vejer gevaldigt op for den generiske fortælling.

Rogue One: A Star Wars Story

Hvor "Star Wars"-filmene oprindeligt var tiltænkt som børnefilm, taler "Rogue One" direkte til de voksne tilskuere. Ganske vist er nyeste skud på stammen et vaskeægte rumeventyr med alt, hvad lyssværd-hjertet kan begære, og med et plot, der bestemt ikke er ubekendt for fans. Men tag ikke fejl – magien er blevet vækket til live igen.

Solo: A Star Wars Story

"Solo: A Star Wars Story" ér Howard-pæn og mangler den kant og frækhed, der bør forventes af en film om solsystemets mest berygtede smugler. Til gengæld er her tale om endnu et seværdigt spinoff, der understreger, at guldkornene i Star Wars-universet fremover findes, når Skywalker-familien ikke er involveret.

Solo: A Star Wars Story (Blu-ray)

Der er plads til forbedringer især i filmens første akt, men "Solo: A Star Wars Story" er måske den mest underholdende og medrivende "Star Wars"-film efter den originale trilogi på trods af sine fejl og mangler. Howard fastholder et hæsblæsende tempo og tilsætter et par overraskelser undervejs, og der bliver lagt op til en forrygende fortsættelse, som vi desværre muligvis aldrig får af se pga. filmens manglende indtjening.

Kommentarer

Glædelig "Star Wars May The Fourth"-dag!

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen