853 mio. dollars – Christopher Nolans "Oppenheimer" har nu indtjent mere end "Inception"

Nolans autentiske drama om fysikeren bag atombomben bliver ved med at lokke folk i biffen.

Christopher Nolans "Oppenheimer" er den mest indbringende film nogensinde om 2. verdenskrig. Og ud over at den er blevet et stort hit herhjemme i Danmark, så fortsætter den med at overhale Nolans andre storfilm på den finansielle front.

Det tog "Oppenheimer" blot få dage at score flere gysser end "Batman Begins", "Memento" og "The Prestige", og for et par uger siden overgik den Nolans "Interstellar" på filmhistoriens finansielle rangliste.

Og i den forgangne weekend nåede "Oppenheimer" op på en (i skrivende stund) global omsætning på 853 mio. dollars. Således overhalede den Nolans eget sci-fi-actionbrag "Inception", som i 2010 indtjente 837 mio. dollars på verdensplan.

Læs også: Christopher Nolan siger "nej" til at lave flere superheltefilm

Nu er det altså kun Nolans to sidste Batman-film, "The Dark Knight" (1 mia. dollars) og "The Dark Knight Rises" (1,08 mia. dollars), som "Oppenheimer" ligger bagved. Kan Nolans nyeste opus ende som hans mest succesfulde til dato? Vi tør ikke erklære os bombesikre på noget.

Filmens fortsatte succes er selvsagt en glædelig nyhed for biograferne, idet resten af året byder på relativt få store titler – særligt efter at Denis Villeneuves "Dune: Del 2" blev udskudt til 2024.

Det er også ekstremt imponerende tal, når man tager i betragtning, at "Oppenheimer" er en R-rated og tre timer lang film uden nævneværdig action, og når nu den hverken udkommer i Japan eller Rusland og også først netop har fået biografpremiere i Kina.

Filmens succes skyldes naturligvis mange faktorer – og måske er svenske Ludwig Göranssons ("Black Panther", "The Mandalorian") kritikerroste score én af dem? Herunder kan du se Moovy TV's dybdeborende interview med den Oscar-belønnede komponist om hans musik til Nolans megahit:

Kommentarer

853 mio. dollars – Christopher Nolans "Oppenheimer" har nu indtjent mere end "Inception"

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen