"Avatar: The Way of Water" har allerede indtjent 3 milliarder kroner på verdensplan

435 mio. dollars scorede James Camerons længe ventede fortsættelse i sin åbningsweekend.

I sidste uge udkom James Camerons "Avatar: The Way of Water" omsider i biografen – hele 13 år efter etteren, som slog biografrekorder for godt et årti siden og stadig er filmhistoriens største kassehit (hvis man ikke tager inflation med i beregningen) med en samlet, global omsætning på næsten 3 milliarder dollars.

Og pudsigt nok har "Avatar: The Way of Water" også lige sikret sig 3 milliarder ved billetlugerne – om end desværre blot i danske kroner.

I sin åbningsweekend høstede "Avatar"-fortsættelsen 134 mio. dollars i USA og 301 mio. dollars i resten af verden.

Og selvom det umiddelbart er et imponerende tal, så er det faktisk "blot" årets 5.-største åbningsweekend i USA, og selv Sam Raimis "Doctor Strange in the Multiverse of Madness" havde en større global åbningsweekend tidligere i år på 442 mio. dollars.

Læs også: "Holy f**k!" – Filmchef gik amok, da hun læste manuskriptet til "Avatar 4"

Hollywoods finansielle eksperter havde da også spået, at "Avatar: The Way of Water" ville få en åbningsweekend på et sted mellem 150 og 175 mio. dollars.

Det er dog værd at bemærke, at den første "Avatar" også havde en relativt beskeden åbningsweekend i USA tilbage i 2009 på 77 mio. dollars, hvorefter filmen holdt fast i førstepladsen ved billetlugerne i hele syv uger i streg.

Tiden vil vise, hvor meget stamina "Avatar: The Way of Water" har i alverdens biografsale, men Camerons film – som stort set alle har været gigantiske succeser – kommer altid lidt sløvt ud af starthullerne. Juleferien står også for døren, og der er ikke mange konkurrerende blockbusters i biograferne netop nu.

Herhjemme kan du bl.a. se "Avatar: The Way of Water" i 3D HFR med Dolby Atmos-lyd i FORMAT Biograf – book dine billetter her. Og herunder kan du se Moovy TV's interviews med storfilmens stjerner:

Kommentarer

"Avatar: The Way of Water" har allerede indtjent 3 milliarder kroner på verdensplan

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen