"Avatar: The Way of Water" runder 1,9 mia. dollars på verdensplan – og 650.000 solgte billetter i Danmark

James Camerons "Avatar"-fortsættelse fastholder sit jerngreb om billetlugernes førsteplads.

"Avatar: The Way of Water" bliver ved med at svømme derudad i et ocean af biografgængernes penge.

For femte weekend i streg var "Avatar"-fortsættelsen den bedst indtjenende film i USA's biografer. Samtidigt har filmen rundet endnu en betragtelig finansiel milepæl, idet den nu har indtjent svimlende 1,9 milliarder dollars på verdensplan.

Kun seks andre film i filmhistorien har præsteret den bedrift – herunder to af Camerons andre film: "Titanic" og den første "Avatar". Sidstnævnte er stadig filmhistoriens største kassesucces med en global omsætning på næsten 3 milliarder dollars.

Med en indtjening på (i skrivende stund) 1,901,201,348 dollars er "Avatar: The Way of Water" kun 15 mio. dollars fra at indhente "Spider-Man: No Way Home" på listen over filmhistoriens største succeser. "Spider-Man"-fortsættelsen er p.t. det største biografhit, siden pandemien brød ud, men den titel snupper "Avatar: The Way of Water" meget snart.

Læs også: "Holy f**k!" – Filmchef gik amok, da hun læste manuskriptet til "Avatar 4"

Der er heller ikke megen tvivl om, at "Avatar: The Way of Water" snart melder sig ind i 2 mia.-klubben, der p.t. huser "Avatar", "Avengers: Endgame", "Titanic", "Star Wars: The Force Awakens" og "Avengers: Infinity War".

Så selvom "Avatar: The Way of Water" har kostet flere hundrede millioner dollars at producere og markedsføre, så genererer filmen overskud, og derfor har Cameron også sagt, at han gladelig fortsætter arbejdet på "Avatar 3", "Avatar 4" og "Avatar 5". Alle optagelserne til "Avatar 3" samt den første akt i "Avatar 4" er allerede i kassen.

"Avatar: The Way of Water" bliver også ved med at hive danskere i biffen – i et Facebook-opslag afslører 20th Century Studios' danske afdeling, at filmen nu har solgt 650.000 billetter i Danmark.

Du kan se filmen i 3D HFR med Dolby Atmos-lyd i FORMAT Biograf. Book dine billetter her. Og herunder kan du se Moovy TV's interviews med storfilmens stjerner:

Kommentarer

"Avatar: The Way of Water" runder 1,9 mia. dollars på verdensplan – og 650.000 solgte billetter i Danmark

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen