Nicolas Cage er forbløffet over, at "National Treasure 3" ikke har fået grønt lys endnu

Vi forstår det heller ikke.

Hvis der er noget, de store filmselskaber elsker mere end film, så er det penge. Rigtig mange penge. Derfor kan man godt undres over, at noget, der på papiret ligner en klokkeklar pengemaskine, tilsyneladende stadig bliver liggende i skuffen.

Således er "National Treasure 3" efterhånden lidt af et fabeldyr. Ligesom Bigfoot og El Chupacabra har rygterne svirret længe, men ingen har endnu fået syn på sagen, og filmen ligner nu mere et fantasifoster end en realitet.

De to første "National Treasure"-film har tilsammen indtjent 800 mio. dollars på verdensplan i 00'erne, så det var ellers oplagt at følge de to første film op med endnu et kapitel og skabe en indbringende trilogi for Disney. 

Tilbage i 2020 blev filmen så først bekræftet, så blev den sidenhen afkræftet i et interview med Diane Kruger. Så sent som i 2022 bekræftede filmenes producer, Jerry Bruckheimer, så, at et manuskript til en tredje "National Treasure" var sat i værk, men siden da har der været stille som graven. 

Læs også: Nicolas Cage er klar til at droppe film for tv-serier

Nu stiller franchisens stjerne, Nicolas Cage, sig også op i koret med dem, der undrer sig over, at den tredje film endnu ikke har fået grønt lys hos Disney. I et nyt interview med mediet Deadline kommer snakken nemlig ind på "National Treasure"-filmene, og Cage er selv stor fan af franchisen: 

"Jeg er stadig lidt forbløffet over, at Disney ikke har ønsket at lave en tredje. Jeg synes, at filmene bragte en masse glæde til publikum, og de inddrager noget historisk interessant, og jeg synes, at det er umagen værd at lave den slags film. Du kan gå i dybden og lave mere abstrakte ting såsom 'Bringing out the Dead', 'Pig' eller endda 'Dream Scenario', eller du kan åbne lidt op og lave en film, der glæder mange mennesker og forhåbentlig giver familier en chance for at slippe lidt væk fra det, der sker derhjemme eller på kontoret."

Selvom en tredje film stadig ikke er officielt på vej, så blev "National Treasure"-franchisen alligevel udvidet med en spin-off-serie på "Disney+. Serien blev dog droppet efter en enkelt sæson, så helt succesfuld er franchisen alligevel ikke. Man kunne dog forestille sig, at en ny film med Cage tilbage i hovedrollen kan lokke nogle eventyrlystne biografgængere til billetlugerne.

Kommentarer

Nicolas Cage er forbløffet over, at "National Treasure 3" ikke har fået grønt lys endnu

  • 0

    Faktisk flere årig gammel nyhed...

    Geekalot22-01-24 20:18

  • ★★★★★★0

    Faktisk flere årig gammel nyhed...

    Siden 2’eren ?

    Wayne22-01-24 21:14

  • 0

    Han har gerne ville lave en 3. Af de film de sidste 10 år, tror nyheden er ved at være så gammel.

    Men vel heller ikke noget at sige til det.

    Men kom først frem igen efter disney lavede serien, som de hvis har canslet igen.

    Geekalot23-01-24 05:08

  • 0

    Hvis en 3'er bliver ligeså 'Woke' som TV-serien, så forudser jeg endnu en fiasko.

    Pistolprinsen23-01-24 12:19

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen