Ny "Doom"-film på vej? Manden bag "Kill List" og "The Meg 2" er klar på opgaven

Engang var Ben Wheatley kendt som en eksperimenterende, engelsk filmmager, der lavede dystre gysere og krimier. Men nu er han game på at lave blockbusters.

Det udløste mange løftede øjenbryn og rynkede pander, da det sidste oktober kom frem, at den engelske filmmager Ben Wheatley var blevet hyret til at instruere "The Meg 2" - en fortsættelse til monsterfilmen fra 2018, hvori Jason Statham går i clinch med en koloenorm haj.

For den 48-årige Wheatley er bedst kendt for små  og grumme indie-perler som "Kill List" og "Down Terrace" samt sort/hvid-gyseren "A Field in England", der udfolder sig i det 17. århundredes England. "The Meg" indtjente i øvrigt godt 530 mio. dollars på verdensplan. Wheatleys hidtil største hit ved billetlugerne er sci-fi-dramaet "High-Rise", som blot indtjente 4,3 mio. dollars globalt.

Men med Wheatleys unikke og spændende stil in mente bliver det enormt interessant at se, hvad den kritikerroste filmmager kan lave armeret med et gigantisk Hollywood-budget. Og i et nyt interview med The Playlist kom det frem, at Wheatley slet ikke er færdig med at lege i den store blockbuster-sandkasse.

Læs også: Top Tirsdag: Fem videospil med filmiske narrativer

For selvom Wheatley desværre måtte droppe at lave "Tomb Raider 2", da coronapandemien udskød produktionen af filmen, så er der to andre spilfilmatiseringer, som englænderen drømmer om at lave:

"Jeg vil gerne lave en 'Doom'-film," fortæller Wheatley til The Playlist. Han anerkender, at det ikoniske skydespil om djævelske monstre på Mars er blevet filmatiseret tidligere (et nedsablet actionbrag fra 2005 med Karl Urban og Dwayne Johnson i hovedrollerne), men han er alligevel ivrig efter at lave en ny filmudgave.

Og hvis han ikke får lov til at lave en ny "Doom"-film, så er han klar på at lave en film baseret på et andet legendarisk spil: "Counter-Strike".

Da Wheatley bliver spurgt ind til, hvorfor han netop valgte at kaste sig over "The Meg 2", svarer han simpelthen:

"Jeg så 'The Meg', og jeg kunne virkelig godt lide den. Og alle, jeg taler med, kan virkelig godt lide 'The Meg'. Da toeren landede på mit skrivebord, var der ikke nogen grund til at takke nej til projektet. Det er en mulighed for at lave storslået action og for at samarbejde med Statham. Alene det var nok for mig."

Det vides endnu ikke, hvornår "The Meg 2" svømmer ind i alverdens biografsale.

Kommentarer

Ny "Doom"-film på vej? Manden bag "Kill List" og "The Meg 2" er klar på opgaven

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen