Ridley Scott: "Blade Runner"-tv-serie på vej

Ifølge Scott kommer sci-fi-seriens første sæson til at bestå af i alt 10 afsnit.

Vi har længe vidst, at en tv-serie baseret på Ridley Scotts ikoniske sci-fi-gyser "Alien" er på trapperne. Som vi rapporterede tilbage i december 2020, så er "Legion"-skaberen Noah Hawley den kreative drivkraft på den kommende "Alien"-serie, som udspiller sig på Jorden og formentlig snart går i produktion.

Men i et dugfrisk interview med BBC, som Variety har fået fingre i, er der også en tv-serie på vej baseret på Scotts anden legendariske sci-fi-klassiker: "Blade Runner".

For få uger siden var der tv-premiere på animationsserien "Blade Runner: Black Lotus", som fik en noget blandet modtagelse. Men den nye serie bliver altså en live-action-serie og får en første sæson på 10 afsnit, afslører Scott.

Se også: "Blade Runner: Black Lotus" - første trailer til den animerede sci-fi-serie

"Vi har allerede skrevet pilotafsnittet," fortæller Scott og fortsætter: "Vi har også seriens bibel på plads. Vi har udarbejdet en præsentation, som omfatter de første 10 afsnit."

Scott afslører intet om plottet i den kommende "Blade Runner"-serie, så vi aner ikke, om den kommer til at omhandle en ny stak karakterer, eller om den bygger videre på de to foregående spillefilm, herunder Denis Villeneuves "Blade Runner 2049" fra 2017.

Scott er dog ikke nogen stor fan af Villeneuves fortsættelse, som han efter premieren klandrede for at være "alt for fucking lang". Derfor er det ikke utænkeligt, at Scott ignorerer den ellers kritikerroste og Oscar-belønnede toer, som desværre skuffede ved billetlugerne.

Kommentarer

Ridley Scott: "Blade Runner"-tv-serie på vej

  • ★★★★★★0

    Verdens travleste - snart 83 årige. Respekt!

    Wayne22-11-21 14:53

  • ★★★★★★0

    Verdens travleste - snart 83 årige. Respekt!

    Ja han er for vild:D Dejligt vi har ham endnu. Hans visuelle tilgang er så fed!

    T. Nielsen22-11-21 15:10

  • 0

    Hvis Blade Runnwr 2049 bliver ignoreret så bliver det uden mig. Generelt ligger Ridley Scotts storhedstid bag ham. Aliens serien har han nærmest kørt helt i sænk. Måske bliver det bedre når det hele ikke skal klemmes ned til 2 timer, så der bliver bedre tid til karaktererne og historien.

    Johnny4222-11-21 22:40

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen