Jeg er og har aldrig været ret "forretningsorienteret", så om det er godt eller skidt, tør jeg ikke påstå. Det lyder dog mindre godt for biograferne, sådan umiddelbart? Altså, personligt går jeg jo ikke kun i biografen, fordi der er længe til at en film kan ses andre stder. Jeg går fordi jeg vil have den oplevelse det giver. Men om det store gængse publikum vil tænke på samme måde, kan jeg da være i tvivl om?

Universal og USA´s biografer indgår historisk aftale: Nye film må udkomme digitalt 17 dage efter biografpremieren
Den "kolde krig" mellem verdens største biografkæder og et af verdens største filmselskaber har ført til et vildt kompromis.
Coronavirussen har påvirket talrige mennesker, nationer og brancher – og især alverdens biografer, som enten har måttet lukke eller genudgive gamle film, fordi Hollywood konstant udskyder deres nye storfilm af frygt for en skuffende omsætning.
Og filmselskabet Universal skabte store kontroverser tidligere i år, da selskabet valgte at udgive animationsfilmen "Trolls World Tour" direkte på VOD til en særpris på 20 dollars (cirka 125 kroner) i stedet for at gemme den til senere biografudgivelse.
Den beslutning sikrede angiveligt Universal en indtægt på 100 mio. dollars, som biograferne ikke fik én eneste øre af. Derfor besluttede USA's største biografkæde – og derefter flere internationale af slagsen – at bandlyse alle Universals fremtidige film, inklusive enorme, kommende blockbusters som "Fast & Furious 9" og "Jurassic World: Dominion".
Det siger sig selv, at ingen af parterne kan leve med den hårdknude, men nu har Universal og AMC også sat sig ved forhandlingsbordet og underskrevet en aftale. En aftale, der betyder, at helt nye biograffilm må udkomme digitalt og på disk blot 17 dage efter biografpremieren.
Starten på enden for biograferne – eller et livreddende kompromis?
Indtil nu har filmselskaber skullet vente 75-90 dage efter biografpremieren, før de kunne udgive deres nye film på VOD og disk.
Det lyder umiddelbart som en ufordelagtig aftale for biograferne, som nu kun har eksklusiv adgang til nye spillefilm i små tre uger. Aftalen betyder dog, at 10% af VOD-indtægerne doneres til biograferne. Det er dog stadig et betydeligt mindre beløb, end en biograf ville få i kassen efter salget af en biografbillet.
AMC har formentlig også været villig til at sige ja til det økonomiske kompromis, fordi coronapandemien har tvunget selskabet til randen af konkurs.
Det er et stort, åbent spørgsmål, hvordan dette kommer til at påvirke biografernes eksistensgrundlag. Det bør også understreges, at aftalen blot gælder i USA. Men hvis coronavirussen terroriserer verden (og således også biograf- og filmindustrien) længe endnu, er det ikke usandsynligt, at lignende tiltag vinder frem uden for USA.