
"American Honey"-stjerne føjes til Marvels kommende "Loki"-serie
Sasha Lane drager fra indie-arenaen til Marvel-universet.
Sasha Lane fik et gennembrud med hovedrollen i Andrea Arnolds næsten tre timers lange, festglade "American Honey", og derefter er det blevet til roller i større og mindre film såsom den seneste "Hellboy" og LGBT-dramaet "The Miseducation of Cameron Post".
Nu har den 25-årige texaner landet, hvad der kunne blive en af karrierens store roller, eftersom hun er blevet tilføjet til Marvels kommende "Loki"-serie, der får premiere på nyligt lancerede Disney+.
LÆS OGSÅ: OWEN WILSON FÅR STOR ROLLE I MARVELS "LOKI"-SERIE
Foruden Sasha Lane vender Tom Hiddleston tilbage som Thors galt afmarcherede halvbror Loke, der er kendt for sin medvirken i Marvels "Thor"- og "Avengers"-film. Derudover tæller rollelisten bl.a. Owen Wilson, Richard E. Grant og Gugu Mbatha-Raw.
Serien omhandler Loke, der kæmper med et identitetsproblem og springer frem og tilbage mellem forskellige tidsperioder og dimensioner efter begivenhederne i "Avengers: Endgame".
"Loki" udkommer engang i 2021 på Disney+.