Øv, forventet - men den ryger afgjort ned, i mangel af bedre.
Anmeldelse: Kate (Netflix)
Selv en røvsparkende Mary Elizabeth Winstead kan ikke bringe liv i endnu en algoritmisk actionfilm fra Netflix.
Netflix kan mange ting. Fra Oscar-vindende dramaer af prominente instruktører til sukkersøde teenagemelodramaer til kærkomne animationsfilm for hele familien – alt sammen har en plads i forretningsmodellen. Men en tendens, der har prydet streaminggigantens forside gennem længere tid, er den hårdkogte actionbasker med et velkendt ansigt som den øretævegivende hovedrolle. "Kate" er det seneste skud på den blodige stamme, og denne gang er det Mary Elizabeth Winstead, der sparker røv – drengerøv.
Den titulære Kate er ikke alene lejemorder, hun er også en af de bedste til jobbet. En opgave leder hende til at snigmyrde en højt rangeret forbryder foran hans chef og hans unge familiemedlem, Ani. Det viser sig, Kate har et moralsk kodeks, men hendes chef, Varrick, trøster hende med, at der altid er følgeskader og skubber hurtigt Kate mod den næste opgave. Efter hun overraskende misser muligheden for at dræbe Yakuza-lederen Kijima, finder hun ud af, at hun er forgiftet og kun har 24 timer tilbage at leve – og ikke mindst udøve hævn.
"Extraction", "Gunpowder Milkshake", "Sweet Girl" – tre hurtige film, der beskriver en klar, nærmest algoritmisk tankegang hos Netflix. Med Mary Elizabeth Winstead som actionhelt vil "Kate" gerne ud og danse med de vante, flotte neonlys, de velkoreograferede slåskampe og de blodige efterladenskaber. Men samlebåndsfilmene fra Netflix begynder at tære på tålmodigheden, når fortællingerne er så genkendelige som her og de twists and turns så åbenlyse. Den eneste relativt originale tilføjelse er den neonbelyste setting i det flotte Japan.
Kate er nemlig outsideren. Den isolerede vesterlænding i det farverige om end asfalterede Japan. Outsider-perspektivet er dog allerede blev fortalt mere nuanceret i Sydney Pollacks "The Yakuza" og måske mindre succesfuldt i Jared Leto-filmen "The Outsider". Kun lyssætningen, der vækker minder om det besnærende visuelle udtryk i "Atomic Blonde", synes at være den eneste kunstneriske motivation til at placere historien i Tokyos stræder. Og dog, for Kate finder i den forældreløse Ani en fandenivoldsk sjæleven, eftersom teenageren også føler sig som en outsider. Hun er nemlig barn af en japansk mand og en hvid kvinde.
Her sniger lidt af budskabet sig ind gennem bagdøren. Selvom "Kate" bestemt er en "kvinde kend dit våben"-film, så er der unægteligt også et moderne og mere frigørende budskab at finde. Kate vil nemlig gerne være fri, for mens hun er lejemorder, er hendes krop et sværd, Woody Harrelsons småkedelige Varrick kan svinge, som han lyster. Selvom moralen hverken er specielt nytænkende eller synderligt godt fortalt, forsøger skaberne i det mindste at undvige algoritmens mange kreativitetsfattige pistolskud – dog i bund og grund fejlagtigt.
Med knuste knogler og stikhuller en masse har alle actionsekvenserne en vis kvalitet. Men kampene kan til tider føles for lette, når klingen skærer gennem alverdens lemmer og CGI-blodet flyder unaturligt ud af lemlæstede kroppe. Søger du efter en gedigen actionfilm uden hverken banebrydende tanker eller intentioner, kan "Kate" snildt smides på, mens popcorn kastes automatisk ind i kæften. Og så må flere actionfilm gerne finde sted i Japan, for neonlysets skær i Kates blodige fodspor kan altså et eller andet!