Ny dronning indtager tronen på første billede fra femte sæson af "The Crown"

Imelda Staunton, der er kendt fra "Harry Potter"-filmene, overtager stafetten fra Olivia Colman, når rollen som Dronning Elizabeth skal bringes til live i 5. sæson af "The Crown".

En af Netflix' største seer- og kritikerhits har været deres originale serie "The Crown", som omhandler Dronning Elizabeths vej til den britiske trone og al det drama, der udspiller sig blandt den royale familie og i det engelske samfund.

Serien har gjort en dyd ud af at skifte skuespillerne ud, som tidslinjen har skredet frem. I de første to sæsoner, der spreder sig fra midten af 1940'erne til 1960'erne, blev Dronning Elizabeth II spillet af Claire Foy ("The Girl in the Spider's Web"), mens Olivia Colman ("The Favourite") overtog rollen i de to efterfølgende sæsoner.

LÆS OGSÅ: "THE CROWN" FINDER SIN PRINSESSE DIANA TIL FEMTE OG SJETTE SÆSON

I den kommende femte sæson er serien kommet op i midten af 1990'erne, hvor dronningen er nået sine ældre år, og her vil Imelda Staunton overtage rollen som Elizabeth – og nu kan du se første billede af hende i rollen.

Mange kender nok Staunton som den modbydelige Dolores Umbridge i "Harry Potter"-serien, og nu kan man glæde sig til at se hende som Storbritanniens regent.

Udover udskiftingen hos Dronning Elizabeth gælder det også de fleste andre hovedkarakterer. Lesley Manville ("Den skjulte tråd") overtager rollen som Prinsesse Margaret fra Helena Bonham Carter, mens Jonathan Pryce ("The Two Popes") afløser Tobias Menzies som Prins Philip.

Elizabeth Debicki ("Tenet") tager over som Prinsesse Diana fra Emma Corrin, mens Dominic West ("The Wire") skal spille Prins Charles i stedet for Josh O'Connor.

Femte sæson af "The Crown" lander forhåbentlig i slutningen af efteråret.

Kommentarer

Ny dronning indtager tronen på første billede fra femte sæson af "The Crown"

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen