Anmeldelse: Talk to Me
Urovækkende SoMe-gyser taler direkte og effektivt til sit publikum.
Kan to filmselskaber siges at have gået målrettet efter at genføde gysergenren, og inspireret andre til at gå samme vej, kan man ikke komme uden om Blumhouse og A24. Sidstnævnte er samtidigt en rugemaskine for talenter som Ari Aster ("Hereditary", "Midsommar"), Robert Eggers ("The VVitch", "The Lighthouse") og Ti West ("X"), mens funky eksperimenter som "Green Room", "Climax", "Men" og "It Comes at Night" også har set dagens lys via den populære selskab. Gysergenrefilm der taler til tidens teenagere har været en sikker vinder i årtier, og "Bodies Bodies Bodies" forsøgte netop det sidste år. Mere vellykket er australske "Talk to Me", der overrasker som et intelligent og insisterende mix af kreativt gys og undertrykt sorgbehandling.
I "Talk To Me" følges Mia (Sophie Wilde), en utilpasset teenager, der kæmper for at håndtere sin mors efter sigende utilsigtede overdosis og undgår at tale med sin far om tragedien. Efter sin mors død er Mia flyttet ind hos sin bedste veninde Jade (Alexandra Jensen), og har knyttet et tæt bånd til Jades lillebror Riley (Joe Bird) og deres neurotiske mor, Sue (Miranda Otto). En aften lokkes Mia til at deltage i et makabert festspil, der dyrkes på sociale medier med mystiske virale videoer: ved at stikke sin hånd ind i en overnaturlig porcelænhånd, kan man tale med de døde ved at lade sig besætte af en ånd. Da Mia kommer i kontakt med sin afdøde mor, udvikler den unge piges besættelse af hånden sig til noget knapt så festligt.
Præmissen er simpel, men effektiv. Kritikken af hvordan smartphones besætter er til at føle på i "Talk to Me". Virkelighedsforvrængelser skabt af forvanskninger af fakta i strømmen af quick fixes på sociale medier, når svar hurtigt skal findes på tragedier. Når sorg håndteres i skærmens distancering. Væk fra de svære samtaler mennesker mellem, der nu engang er noget andet end et streak på Insta. Det kan lyde som et billigt og kalkuleret trick af instruktørparret Danny og Michael Philippou, men det er det ikke. På YouTube-kanalen RackaRacka har tvillingebrødrene skabt internationale virale gyservideo-hits. De kender og forstår om nogen publikummet og taler deres sprog. Det mærkes i deres debutspillefilm.
"Talk To Me" er nemlig befriende ungdommelig og frisk i sin tone. Trods de måske stiliserede genregreb, når gys og farlige telefoner mødes atter igen, rammes tangenterne mellem overspillet komik og en troværdig forståelse af unge. For selvom Mia og hendes venner konstant har telefonerne i hånden og er online konstant, løftes pegefingeren aldrig belærende i en voksen til barn-position. Smartphones er en forlænget arm. Snapchat er der, hvor Mia har minder af hendes mor, og der hun flygter hen fra virkeligheden. Dermed ikke sagt, at der ikke er konsekvenser ved umulige ønsker skabt af afsavn. Som i W. W. Jacobs legendariske gysernovelle "The Monkey’s Paw" skal man altid passe på med, hvad man ønsker sig.
Medrivende spillet af Sophie Wilde – som potentielt står overfor et gennembrud efter denne rolle – trækkes vi ned i Mias kaninhul. For hun er en utroværdig fortæller, der i sin desperation leger kiskus med hvad vi ser. Og hvad end hun af virkelighedsbilleder og fatamorganaer skaber i sig sorg og konstruerer for hendes venner og familie. Når der stoles mere på en porcelænshånd med overnaturlige kræfter end hendes egen far, Det skræmmende underbygges af den omhyggelige balancegang mellem leg med narrativet og gode præstationer af især Miranda Otto og Joe Bird, der veksler mellem klassiske gyservirkemidler og paranoia, som lugter af Roman Polanskis "Chok". Men fortalt med en omsorg og bekymring, der går i hjertet på en ældre generation. Men nok heller ikke mere bemærkelsesværdig, end den er glemt i det øjeblik mobilen tændes efter biografturen.
"Talk To Me" er en ungdomsgyser om desperation, begær og selvdestruktion. Skræmmende effektiv formår Danny og Michael Philippou at indkredse dyder som taler mest til unge, men også til et ældre gyserfan-publikum om unge.