Moovy Exclusive: Top Tirsdag: Fem live action-Disney-genindspilninger

Den nye udgave af "Mulan" er på trapperne, og i den anledning løber vi fem vellykkede live action-udgaver af Disneys bagkatalog igennem.

Siden slutningen af 1930'erne har Walt Disney-studiet leveret animeret underholdning til verden. Indimellem har der også været plads til live action-eventyr, men direkte at overføre de tegnede figurer til levende billeder var i mange år ikke på tale. Én af de første overførsler var Stephen Sommers' udgave af "Junglebogen" i 1994, dog ikke til stor succes. Der skulle gå 16 år, før studiet begyndte at spytte live action-film ud af den slags baseret på deres egne tegnefilm.

Med "Alice i Eventyrland" som succesrigt startskud i 2010 er der over de sidste ti år udkommet hele tolv live action-udgaver af Disneys tegnede universer. Man kan diskutere, hvor meget "Maleficent" og opfølgeren "Maleficent: Mistress of Evil" egentlig omhandler Tornerose, eller om "Dumbo" er en reel overførsel og følger den klassiske historie. Disney oplever dog stor økonomisk succes med deres genindspilninger, og med "Mulan" på trapperne giver vi her et bud på fem gode live action Disney-remakes.

"Aladdin" (2019)

Ingen kan slå Robin Williams' udgave af den blå lampeånd. Sådan var responsen, da remaket af "Aladdin" blev offentliggjort. Da det tilmed blev annonceret, at selveste Will Smith overtog rollen som den livsglade lampeånd, var mange mildt talt skeptiske.

Men den rappe fyr fra Bel Air prøver ikke på at imitere Williams. Han giver sit eget bud på karakteren, og det fungerer i store træk. Læg dertil, at historien om Aladdin stadig er fængende, og at den onde Jafar meget veloplagt (under)spilles af Marwan Kenzari. Britiske Guy Ritchie kan bestemt andet end at lege med gangstere. I kølvandet på floppet "Kong Arthur: Legenden om sværdet" leverer instruktøren her et sprudlende og tempofyldt eventyr, der sagtens kan måle sig med den animerede film fra 1992.

"Peter og Dragen" (2016)

I 1977 kørte Disney på en bølge af succesfulde eventyrfilm, hvor animation og live action blev blandet med hinanden. "Mary Poppins" havde udover at være en stor succes ved billetlugerne været Oscar-sluger, mens "Hokus Pokus Kosteskaft" var et frisk pust i start-70'ernes lidt kedelige periode af studiets animerede afdeling. "Peter og dragen" blandede skuespillere og tegnefilmsfigurer, og det samme skete i udgaven fra 2016.

Historien er simpel, og man har set den før, men den animerede drage er så virtuost smukt lavet. Samtidig har det bevingede kræ et ansigtsudtryk, man ikke kan andet end forelske sig i, og det er tydeligt, hvorfor Peter gør det. Slutningen vil få den hårdeste kyniker til at knibe en tåre og få romantikerne til at tude vandfald. Nyindspilningen er en af de mest rørende fortællinger, Disney har lavet, og virkelig et kig værd.

"101 Dalmatinere" (1996)

Stephen Hereks forsøg på en live action-Disney-film blev begået i 1996. Han havde tre år forinden filmatiseret Alexandre Dumas' klassiker "De tre musketerer" til stor succes, så der var tiltro til Hereks talenter som instruktør. "101 dalmatinere" imponerer ved at have mange – og her menes rigtig mange – hunde på settet, som ikke er computergenerede. Samtidig er filmens grundtone i stil med "Beethoven", Universals sanktbernhardshundefilm fra 1992.

Der skal ikke tales ned til børn, som Disney også selv mener, men de første tegnefilm fra Walt Disney var faktisk ikke ment til børn. Med masser af skønne hunde og en velcastet rollebesætning er Hereks film dog en sød og underholdende film for både store og små. Og så skal Glenn Close naturligvis nævnes for sin iøjnefaldende og overspillende præstation. Close rammer fagter og tics på de helt rigtige tidspunkter, og det er tydeligt, at hun nyder at spille rollen som Cruella de Vil. Vi må se, om Emma Stone kan leve op til Closes præstation i den kommende "Cruella".

"Skønheden og Udyret" (2017)

I 1991 var det aldrig set før, at en animeret film kunne blive Oscar-nomineret i Bedste film-kategorien og samtidig have en reel chance for at vinde. Men "Skønheden og Udyret" gjorde det år netop dette og var samtidig blandt årets helt store succeser, både kritisk og ved billetlugerne. Siden blev det til flere fortsættelser på video og en musical på Broadway. Live action-udgaven fra 2017 med Emma Watson, også kendt som Hermione fra "Harry Potter"-filmene, og Dan Stevens, kendt fra "Downton Abbey", har sine skønhedsfejl hist og her. Men når alt kommer til alt, er det en smuk og vellavet udgave af den roste tegnefilm. Og hvem bedre at have som instruktør end Bill Condon, en af musical-kongerne i Hollywood?

Condon har en særlig stil inden for musicals. Han forstår at instruere store set-pieces, og filmskaberens flair for musikkens betydning kan især mærkes i klassikerne "Vær vor gæst" og "Det er ganske vist". Igen skal en antagonist også fremhæves, da Luke Evans ligesom Glenn Close i "101 dalmatinere" overspiller på en veloplagt og næsten satirisk facon som Gaston. "Skønheden og Udyret" er en flot og medrivende musical, der sagtens kan tåle et gensyn eller to.

"Løvernes Konge" (2019)

Man kan diskutere, om Jon Favreaus udgave af "Løvernes konge" fra 2019 er en live action-genindspilning af blockbusteren fra 1994 eller bare en ny animeret udgave. For filmen er sådan set animeret igen, bare med ny naturtro CGI-teknologi. Ikke dermed sagt, at det gør den nyeste version mindre værd at se. For er der noget, Favreau kan, så er det at bruge animation. Han har vist det med de to første "Iron Man"-film, men stod også bag "Junglebogen", der i 2016 også kom i en ny animeret version. Sansen for spektakulære scener kan mærkes mange steder i historien om den kommende konge af savannen, Simba.

Gnuerne, der løber nedad klippeskråningen, er imponerende lavet, og åbningsnummeret "Circle of Life" er stadig lige så livsbekræftende som i 1994. Elton Johns Oscar-vindende musik lever stadig i denne nye udgave og gør det til en film, man bestemt ikke må snige sig udenom. Flot, episk og bestemt en værdig opgradering af den moderne tegnefilmsklassiker.

Top-Tirsdag er Moovys faste ugentlig topliste. Hver tirsdag oplister vi personlige favoritter, aktuelle filmskabere og de knapt så aktuelle, mere skæve temaer.

Se også vores "Vaiana"-interview med de to levende Disney-legender John Musker og Ron Clements, som blandt andet har stået bag "Aladdin" fra 1992.

Kommentarer

Top Tirsdag: Fem live action-Disney-genindspilninger

  • ★★★★0

    101 Dalmatinere er rigtig fin i hvert fald. Derudover kunne jeg rigtig godt li’ Disneys seneste version af Junglebogen. Er ikke så sikker på, om der er flere, jeg ville betegne som over middel.

    David Lund14-07-20 12:53

  • 0

    De her remakes er efterhånden så omskrevne (på nær Løvernes konge ...) at de er svære at sammenligne med de gamle klassikere.

    Smag og behag er forskellig, men lige på denne liste er der et par film, jeg vil have givet bundplacering, fx Aladdin, der ganske enkelt bare er dårligt fortalt. Peter og Dragen er derimod værdig, den er sød og godt fortalt. Maleficent, som nævnt ikke så meget med Tornerose, men holder også ganske godt  - ikke mindst pga. en skøn og sød Elle Fanning :) 

    Ronni Pedersen14-07-20 20:26

  • 0

    101 Dalmatinere er rigtig fin i hvert fald. Derudover kunne jeg rigtig godt li’ Disneys seneste version af Junglebogen. Er ikke så sikker på, om der er flere, jeg ville betegne som over middel.

    helt enig

    Oettinger14-07-20 21:20

  • ★★★★0

    101 Dalematinere og Skønheden og Udyret var fine gentagelser af originalerne

    Resten har været skuffende.

    Wayne15-07-20 01:04

  • 0

    Junglebogen, Alladin og Maleficent er favoriterne herhjemme. Særlig sidstnævnte leverer en fin twist ifht den oprindelige Disney historie.  

    Gormanden15-07-20 10:12

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen