USA’s filmproducere kårer "Everything Everywhere All at Once" til 2022’s bedste film

Sci-fi-komediens Oscar-chancer har netop fået et kæmpe boost.

Oscar-uddelingen er langtfra det eneste prominente award show i Hollywood. Blandt de største af slagsen er SAG-, DGA- og PGA-priserne, som uddeles af hhv. de amerikanske skuespilleres, instruktørers og produceres egne fagforbund.

Og i går aftes blev de sidstnævnte priser uddelt, som altså hylder filmproducernes arbejde på tv- og filmfronten i det forgangne år.

Og det skamroste sci-fi-hit "Everything Everywhere All at Once", som vi i øvrigt gav topkarakter tilbage i maj 2022, blev kåret til sidste års bedste film.

Eftersom filmproducerne også indgår i det amerikanske filmakademi, der uddeler Oscar-statuetterne, så er filmens Oscar-chancer kun blevet større ovenpå gårsdagens sejr.

Læs også: To danske film Oscar-nomineret – og "Everything Everywhere All at Once" får 11 nomineringer

"Everything Everywhere All at Once" er Oscar-nomineret i hele 11 kategorier, herunder Bedste film – i netop dét felt dyster den mod "Avatar: The Way of Water", "The Banshees of Inisherin", "Elvis", "The Fabelmans", "Tár", "Top Gun: Maverick", "Women Talking", "Triangle of Sadness" og den tyske krigsfilm ""All Quiet on the Western Front", som for en uge siden vandt BAFTA-prisen for Bedste film.

Blot tre film siden 2009 har ikke vundet Oscar-prisen for Bedste film, efter at de blev hyldet under PGA-showet: "The Big Short", "La La Land" og "1917".

Under uddelingen af PGA-priserne modtog Tom Cruise også en ærespris for sit mangeårige arbejde som producer – netop Cruises "Top Gun: Maverick" indtjente 719 mio. dollars alene i USA sidste år og er blevet hyldet som en af hovedårsagerne til, at de Nordamerikanske biografer har klaret sig igennem pandemien.

Derudover blev "Navalny" kåret som 2022's bedste dokumentar, og Guillermo del Toros "Pinocchio" vandt i animationskategorien.

Kommentarer

USA’s filmproducere kårer "Everything Everywhere All at Once" til 2022’s bedste film

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen