Jeg er overrasket over hvor elsket "Swiss Army Man" er hos Moovy. Jeg ville ønske at jeg selv var med på bølgen, men er det jeg desværre ikke. "Swiss Army Man" tror jeg personligt havde fungeret langt bedre som kortfilm. Den har nogle interessante idéer, både på det historie/tematiske plan og det narrative plan, men jeg synes ikke at udførslen holder. Jeg synes at pruttehumoren og Paul Danos udfordringer, som han løser med Daniel Radcliffes lig hurtigt går hen og bliver trættende. Det særegne bliver overbrugt til ligegyldighed. Mit største problem er nok filmens narrativ. Jeg synes at det er meget tydeligt at instruktørerne bag filmen, Daniel Kwan og Daniel Scheinert, kommer fra en musikvideobaggrund, da filmens æstetik er som taget ud af den verden. De gør også konstant brug af montager i filmen, og det er igen et spørgsmål af overforbrug af en teknik, som ville fungere langt bedre i et kortere format. Traileren var for mig langt bedre end filmen. Nu har jeg opremset min problemer med filmen, men det er heller ikke fordi at den ikke kan noget. Dens stil fungere bestemt til tider, og slutningen er afgjort interessant. Jeg ville bare ønske at jeg var blevet forført af filmen, som mange andre tilsyneladende er blevet. I sidste ende blevet det en noget blandet oplevelse for mig.
Jeg synes netop det var smukt og rørende, hvordan så mange elementer jongleres rundt i filmen. Kærlighed, ensomhed, mentalt helbred, plastikforurening af kloden, sociale tabuer, kropslig frigjorthed, venskab, selvmord, humor, musikalitet, barnlig glæde, nostalgi ('Jurassic Park' referencerne var så vigtige her), frihed og generationsopgør er blot nogle af dem jeg kan komme i tankerne om nu.
Det at de alle leveres i en ret markant og for mig relativt sammenhængende tone gjorde mig vildt imponeret over, hvor meget instruktørerne og efterfølgende vi som publikum egentligt kan rumme som mennesker og, hvor meget hænger sammen derude i verden.
Hvis du har set/læst 'Catch 22', tror jeg du vil genkende nogle af de samme komplekse stemninger. Jeg havde det generelt som om jeg så en film af Trey Parker og Matt Stone, der dog turde gå langt dybere ned i de ting, der kan siges at udgøre den menneskelige tilværelse, som eksempelvist 'Catch 22' gør.
Min liste har ligsom sidste år med "Ex Machina", en enkelt film, der teknisk set ikke havde dansk biografpremiere. Men jeg følte mig nødsaget til at have "The Witch" på listen :)
CPH PIX havde en særvisning af den i måneden op til festivalen i år, så teknisk set har den har fået premiere i Danmark og du kan sagtens sætte den på din liste. :)
Kruse - det er ikke fordi ingen deler din holdning til filmen. Den er ikke just overvældende modtaget sådan generelt. Ellers er jeg enig i din kritik og jeg var generelt dybt skuffet over de mere 'kunstneriske' film sidste år. Jeg krydser fingre for Tom Ford sparker røv på torsdag med 'Nocturnal Animals'. Jeg er så hypet, det er helt vildt :)
Skuffet? Det kan jeg slet ikke se, hvorfor du bør være. Der har jo været så mange fantastiske 'kunstneriske' film i år, hvilket jeg synes nogle af vores lister afspejler fint. Hvilke tænker du skuffede dig?
Nu kan jeg kun snakke for mig selv, men jeg havde bestemt ikke regnet med at blive overvældet af Swiss Army Man. Beskrivelsen får den jo til at lyde som en simpel og barnlig komedie, men jeg endte med meget mere end det. Alt fra narrativet og stemningen til musikken og det visuelle tog mig med storm. Det absolut mest imponerende i filmen var dog, da hovedpersonen har en samtale med det pruttende lig inkl stiv pik om dengang han onanerede til tankerne om sin afdøde mor, og scenen med få virkemidler formår at være rørende. Den slags har jeg aldrig set før, og slet ikke som noget der fungerer. Så kan jeg sgu ikke være andet bekendt end at smide den på min top 10 for året.
Heh. For mig var det klart, hvordan mange af dens emner fik lov til at give mening sammen. Hvordan kærlighed hænger sammen med ensomhed, familieopgør, mentalt helbred osv. Må dog indrømme, at den helt ærlige måde 'Jurassic Park' bare blev fremelsket undervejs ramte mig lige i hjertet. 'JP' er på mange måde min generations (født i 1987) film, og det er noget jeg bl.a. har erkendt meget senere i mit liv gennem mine venner, så det er skønt at se andre i min generation så ærligt anerkende, hvor følelsesmæssigt en enorm film 'JP' er. 'Hunt for the Wilderpeople', som også lå på min liste kan jeg heller ikke lade være med at værdsætte endnu mere pga. Sam Neill. Ikke at det er årsagen til at de film er på mine lister, det er bare noget af "det ekstra", som jeg oplevede da jeg så dem, og som var med til at gøre dem lidt mere end alt det andet.